spacer.png, 0 kB
Historienu.dk





Glemt din adgangskode ?
Har du ingen konto endnu ? Opret en konto

Samarbejdspartnere


spacer.png, 0 kB
spacer.png, 0 kB

31/07-2014: Historie-nu.dk arrow Artikeloversigt arrow Årgang 2007-08 arrow Historiebrug og folkedrab i Jugoslavien
Historiebrug og folkedrab i Jugoslavien Udskriv E-mail
Af Tea Sindbæk   

Jugoslaviens Anden Verdenskrig var en brutal og kompleks affære, som vanskeligt lader sig passe ind i en simpel fortælling. Jugoslaviske modstandshære kæmpede mod besættelsesmagten, mod jugoslaviske samarbejdsregimer og deres militser, og mod hinanden. Den jugoslaviske befolkning var splittet i etniske, politiske, religiøse og regionale grupperinger. Krigen handlede i næsten lige så høj grad om, hvilket politisk system, Jugoslavien skulle have efter krigen, som om national befrielse.

Anden Verdenskrig og de kommunistiske partisaners sejrrige kamp blev den bærende legitimerende myte for det kommunistiske regime, der oprettedes efter krigen. Men krigen havde også været ramme om folkedrab og omfattende massakrer mellem jugoslaviske befolkningsgrupper. Disse historier skulle passes ind i den kommunistiske fortælling om krigen – og de skulle senere blive en del af omskrivningen af Jugoslaviens nyeste historie efter individualistiske, antikommunistiske, nationale og nationalistiske målestokke.

Jugoslaviens Anden Verdenskrig
Anden Verdenskrig indtog Jugoslavien den 6. april 1941, da aksemagterne, anført af det nazistiske Tyskland, besatte og sønderdelte landet og annekterede eftertragtede dele. I Serbien oprettedes et lydregime under streng tysk kontrol, mens det meste af Kroatien og Bosnien blev samlet i den såkaldte ”Uafhængige stat Kroatien”, der efter aftale mellem Tyskland og Italien skulle regeres af den kroatiske fascistbevægelse ”ustasha”. Ustasha var en marginal terrorgruppe, trænet og udbygget i Ungarn og Italien. Ustasha var karakteriseret ved en reaktionær etnisk nationalisme, et fanatisk had til serbere og en ekstrem voldskult. Bevægelsen blev udelukkende holdt ved magten af aksemagternes støtte.

Umiddelbart efter oprettelsen af den ”Uafhængige stat Kroatien” indledte ustasha-militserne, hvad der skulle blive et uhyre blodigt og åbenlyst forsøg på folkedrab mod de serbere, der boede indenfor den nye stats grænser. Massakrerne startede i Knin, Krajina og Slavonien, områder på grænsen mellem Bosnien og Kroatien, men overfaldene bredtes snart også til Hercegovina og Østbosnien. Ustasha-militser angreb serbiske landsbyer, samlede mændene – til tider også kvinder og børn – og myrdede dem, ofte efter at have torteret ofrene med knive. Andre steder blev landsbyboerne låst inde i kirker eller rådhuse, der derpå brændtes ned, eller de blev bundet og ført til henrettelsessteder, hvor de efterfølgende kunne kastes i dybe kløfter eller massegrave. Ustasha-regimet oprettede desuden koncentrations- og udryddelseslejre efter nazistisk forbillede. Her mishandledes og myrdedes serbere, jøder, roma og alle typer regime-modstandere.

Besættelsesregimernes og i særdeleshed ustashas brutalitet førte til spontane oprør overalt i Jugoslavien. Nogle af disse blev anført af det jugoslaviske kommunistparti, mens andre lededes af officerer fra den besejrede kongelige jugoslaviske hær. Disse officerer havde nægtet at overgive sig og var i stedet gået under jorden med det formål at starte en oprørshær, som blev kendt under navnet ”chetnikker”.
I løbet af sommeren og efteråret 1941 erobrede de kommunistiske partisaner og de konservative kongetro chetnikker store landområder. Som udgangspunkt forsøgte de to parter at samarbejde, men såvel politiske som strategiske modsætninger mellem dem blev snart for store. Mens chetnikkerne var præget af serbisk nationalisme og ønskede at genoprette monarkiet, lagde partisanerne ikke skjul på, at de arbejdede for en social revolution efter stalinistisk mønster. På grund af de hårde repressalier mod civilbefolkningen, som oprøret affødte fra aksemagternes side, ønskede chetnikkerne at nedtone og udsætte modstandskampen, mens partisanerne var kompromisløse og forsatte kampen uden hensyn til egne eller civilbefolkningens tab. Fra vinteren 1941-1942 var chetnikker og partisaner indædte modstandere. Krigen mellem de to parter kostede antagelig næsten lige så mange liv, som krigen mod besættelsesmagterne. Ydermere førte de begge krig mod modpartens civile støtter i bondebefolkningen og landsbyerne. I Bosnien, Krajina og Hercegovina gengældte chetnikkerne ustasha-militsernes massakrer mod serberne ved at begå lignende massakrer mod muslimske og kroatiske landsbyer.

I efteråret 1943, efter Italiens kapitulation og de allieredes beslutning om at koncentrere deres støtte til chetnikkerne, var det klart at styrkeforholdet var vippet afgørende til partisanernes fordel. Fra efteråret 1944 kunne de kommunistiske partisaner med lidt hjælp fra den Røde Hær drive aksemagterne ud af Jugoslavien og samtidig eliminere chetnikkerne og andre anti-kommunistiske militser.
Anden Verdenskrig i Jugoslavien kostede omkring en million menneskeliv ud af en befolkning på cirka 17 millioner. Mere end halvdelen af disse ofre dræbtes formodentlig som følge af interne jugoslaviske kampe, massakrer og folkedrab. Ustashas folkedrab mod serberne kostede antagelig mellem 100.000 og 200.000 civile liv. I den største af ustashas koncentrationslejre, Jasenovac, dræbtes omkrig 80.000 mennesker, hvoraf cirka 50.000 var serbere. Omkring 15 % af de serbere, som levede indenfor Usatsha-statens grænser, blev dræbt i løbet af krigen. Jøder og roma led endnu større tab, mens tabene for de muslimske og kroatiske befolkninger i Ustasha-staten var henholdsvis ca. 8 og 5,5 %. Chetnik-grupper myrdede i titusindvis af især muslimer, men også kroater og civile i almindelighed. Efter krigen dræbte partisanerne mellem 20.000 og 50.000 krigsfanger i lejre og under forcerede marcher.

Kommunisternes fremstillinger af krigens massakrer
Da det kommunistiske Jugoslavien blev oprettet i 1945 var det netop en simpel fortælling om Anden Verdenskrig og partisankrigen, man fra officiel side forsøgte at etablere. Partisankrigen og den deraf følgende socialistiske revolution udgjorde kernen i de vigtigste statsbærende myter. De skulle på en gang retfærdiggøre, at kommunisterne regerede den genoprettede stat, og legitimere, at Jugoslavien overhovedet kunne genopstå som multietnisk stat efter de voldsomme nationale konflikter og massakrer under krigen.

I den officielle kommunistiske version af Anden Verdenskrigs historie blev de kommunistiske partisaners heroisme og selvopofrelse fremhævet – og direkte forbundet til de enorme ofre, som de jugoslaviske folk havde bragt. Partisankrigen og revolutionen blev fremstillet som folkets fortjeneste under partiets ledelse. Krigen blev dermed udlagt som en klassekamp – det var folket og partiet mod de fascistiske og nazistiske besættelsesmagter og deres jugoslaviske hjælpere.
Ansvar og skyld for krigens folkedrab og massakrer blev primært tillagt besættelsesmagterne og deres hjælpere. Dermed blev forbrydelserne så at sige eksternaliseret – de skyldtes en udefra kommende racisme, som assisteredes af degenererede nationale forrædere. Modsat dette fremhævede kommunisterne, hvordan serbere, kroater, muslimer, og alle andre jugoslaviske folk kæmpede side om side i partisanhæren. Ifølge Tito, partisanernes øverste leder og kommunistpartiets generalsekretær, havde hensigten med massakrer og udrensninger fra besættelsesmagtens side været at skabe nationalt had og splitte de jugoslaviske folk for evigt. Men ved deres heroiske multietniske kamp havde partisanerne forhindret denne splittelse. Ydermere hævdede Tito, at alle repræsentanter for de parter, der havde begået krigsforbrydelser, enten var dræbt eller i landflygtighed. Der var altså ingen grund til fjendskab eller hævntørst mellem de jugoslaviske folk, eller til bestræbelser på en forsoningsproces.

Et grundlæggende element i kommunisternes udlægning af krigens forbrydelser var, at ingen af de jugoslaviske folk måtte opfattes som mere skyldige end andre. Oftest nævnes ustasha, chetnikker, og andre jugoslaviske samarbejdsmilitser i samme åndedrag for at understrege at de skal ses som et samlet fænomen. Det påpeges desuden, at alle jugoslaviske folk havde deres forrædere, ligesom alle bidrog til partisankrigen.

Efter krigen førte kommunisterne store og bredt publicerede retssager mod chetnik-ledere og repræsentanter for ustasha og den katolske kirke. De primære anklager ved disse retssager var anti-partisansk virksomhed og landsforræderi. Massakrer og krigsforbrydelser var inkluderet i anklagerne, men var udpræget sekundære i forhold til spørgsmålet om kollaboration med fjenden mod partisanerne.
I historiske fremstillinger fyldte krigens massakrer og folkedrab meget lidt i forhold til fremstillinger af krigens strategiske forløb og partisanernes erobringer. Men de blev omtalt som en velkendt generel baggrund til krigen.

Ved den 5. partikongres i sommeren 1948 holdt Tito en 8 timer lang tale, hvori han udredte det jugoslaviske kommunistpartis historie. I denne tale omtaltes de interne jugoslaviske massakrer blot to gange over mere end en sætning. Her beskrives blandt andet hvordan ”et røverkollektiv” af ustashaer og andre kollaboratører brændte, dræbte og plyndrede, inden de kastede 820 myrdede landsbyboere for svinene som foder. I Titos fremstilling tjener omtalen af massakrer primært til at understrege, hvor bestialske partisanernes modstandere var.
Titos tale fik enorm betydning som forlæg for udlægningen af den jugoslaviske krigshistorie gennem de næste årtier. Skønt jugoslavisk historieskrivning aldrig blev præget af dogmatisk marxisme, var netop partisankrigen, kommunistpartiets historie og revolutionen som historiske forskningsfelter under nidkær politisk overvågning. I de første årtier efter krigen blev partisanhistorie næsten udelukkende skrevet af højtstående partisanveteraner med nær tilknytning til kommunistpartiet.

I memoirer og skønlitteratur er massakrer dog ofte beskrevet uhyggeligt detaljeret. I talrige digte og folkesange fortælles, hvordan stasha-regimenter torturerer og slagter serbiske landsbyboere, hvordan øjne stikkes ud, ører skæres af, folk kastes halvdøde i massegrave, og floder og jord driver af blod. Fælles for disse fremstillinger er, at de ofte angiver ofrenes etnicitet, men aldrig bødlernes - de er blot fascister eller ustashaer. Ydermere rummer de ofte en hyldest til partisanerne, som skal komme og hævne de ulykkelige ofre. I erindringsværker fra højtstående partisaner er ustasha-massakrer mod serbere ligeledes detaljeret omtalt. Også ustashas koncentrationslejre blev beskrevet udførligt i rapporter og erindringer fra overlevende fanger. Ud over den umiddelbare nødvendighed af at få beskrevet og bearbejdet grusomme erfaringer fra krigen, var den væsentligste pointe i disse fremstillinger brutaliteten hos partisanernes modstandere.
Titos udlægning af krigen og dens forbrydelser blev stort set fastholdt indtil 1980’erne, da nationale perspektiver og opgøret med kommunismen satte Anden Verdenskrigs massakrer og folkedrab på dagsordenen i en ganske anden form.

Massakrerne som nationale tragedier
I løbet af 1970’erne var det meget simple og kontrollerede billede af partisankrigen opblødt en smule. Tito indrømmede officielt i 1972, at der reelt havde været tale om en borgerkrig. Historiefaget blev befolket af en ny generation af fagligt uddannede forskere, som tog fat på nye emner og aspekter af krigen. Partisanernes modstandere, særligt ustasha-bevægelsen, blev underkastet grundige undersøgelser. I historiske fremstillinger blev massakrerne nu omtalt som folkedrab, et ord der ellers ikke fungerede helt uproblematiske med den hidtidige klasse-baserede forskning. Med betegnelsen folkedrab blev fokus rettet mod de enkelte etniske grupper snarere end mod det samlede jugoslaviske folk som klasse.

I løbet af 1980’erne, efter Titos død i 1980 og erfaringen af det jugoslaviske kommunistforbund i åbenlys og dyb krise, tog interessen for og udforskningen af Anden Verdenskrigs jugoslaviske folkedrab for alvor fart, i særdeleshed i den serbiske republik.
Fokuseringen på de interne massakrer og folkedrab hang sammen med tre vigtige omstændigheder i det jugoslaviske samfund og historieperspektiv. For det første betød statens og kommunistpartiets krise, at den kommunistiske historieskrivning var delegitimeret og opfattedes som manipuleret og utroværdig. I udforskningen af krigens mørke sider lå også et opgør med partisanhistorien og kommunistpartiets bærende myter og dermed med kommunismen som legitimt regerings- og statsgrundlag. For det andet var der, i forlængelse af den udbredte skepsis mod den kommunistiske historieskrivning, tale om en reel og legitim bekymring for, hvorvidt disse forfærdelige historiske begivenheder var fejlagtigt og utilstrækkeligt belyst. Endelig var interessen for folkedrab forbundet med en drejning mod mere national og nationalistisk historieskrivning. Dette var blandt andet en følge af den føderaliseringsproces, som den jugoslaviske stat havde undergået i sidste instans med 1974-grundloven, som havde gjort republikkerne nær ved selvstændige. Som led i denne proces var der oprettet historiske institutioner og i alle republikker fulgte deraf også etableringen af nationale historikermiljøer.
Et af de første værker, der for alvor tematiserede krigens massakrer og folkedrab, var den famøse ”Nye bidrag til Titos biografi”(1981), som afdækkede en række paradokser og skandaler i forbindelse med Titos person. Men parallelt med opgøret med myterne om Tito, satte ”Nye bidrag” fokus på ustashas koncentrationslejr Jasenovac og understregede, at Vatikanet og den kroatiske katolske kirke var medansvarlige for ustashas folkedrab mod serberne. Disse to spørgsmål havde måske ikke umiddelbart meget at gøre med Titos person, men anbragt i denne skandale-historiske sammenhæng måtte de opfattes som endnu an afsløring af bevidst hemmeligholdte spørgsmål.

Forfatteren til ”Nye bidrag”, Vladimir Dedijer, stod i 1984 bag oprettelsen af en komite, der skulle indsamle materiale om ”folkedrab mod det serbiske og andre jugoslaviske folk i det 20. århundrede”. Komiteen, der var en del af det Serbiske Videnskabsakademi, producerede en række voluminøse kildesamlinger og stod bag videnskabelige seminarer og symposier vedrørende især ustashas folkedrab mod serberne. Meget af komiteens arbejde var glimrende og lødigt og bidrog med væsentlig ny erkendelse og materiale. En del af komiteens medlemmer havde dog en tendens til et udpræget ensidigt fokus på serbiske ofre, og undervejs gik der inflation i tabstallene (mere end der allerede havde været under kommunisterne). Dedijer selv hævdede, at Jasenovac havde været den tredjestørste koncentrationslejr i Europa under krigen, mens andre hævdede at antallet af dræbte i Jasenovac var mellem 700.000 og en million.

Også inden for den serbiske skønlitteratur var der stor interesse for folkedrabene. I romaner gengav serbiske og bosnisk-serbiske forfattere individuelle erindringer med fokus på etniske massakrer. I romanen ”Kniven” fra 1982, forfattet af Vuk Drasković (Serbiens nuværende udenrigsminister), fremstilles massakrer begået af muslimske ustasha-militser i grusomme præcise detaljer. Forbrydelserne er her fremlagt som nationale tragedier som følge af grundlæggende etniske fjendskaber. Folkedrabshistorie blev ligeledes i stigende grad gennem 1980’erne behandlet og citeret i serbiske aviser og som features i nyhedsmagasiner.
Et væsentligt element ved 1980’ernes tematisering af folkedrab var påstanden om, at forbrydelserne mod serberne var blevet målrettet fortiet af politiske og nationale hensyn. Enkelte serbiske historikere anklagede kroatiske kommunister for at have forhindret undersøgelser af disse spørgsmål. Det gav naturligvis yderligere næring til forfærdelse, mistillid til historiskrivningen fra den kommunistiske periode, og til sensationsværdien ved folkedrabshistorierne.

Blandt de væsentligste ændringer i perspektivet på krigens massakrer og folkedrab var dels, at de nu opfattedes som specifikt serbiske tragedier – ofrene hørte ikke længere til de jugoslaviske folk men til den serbiske nation. Men mindst lige så vigtigt var det, at også skyldspørgsmålet blev nationaliseret. Skyld og ansvar var ikke længere isoleret til fascister og kollaboratører, men blev forbundet med de andre jugoslaviske nationer, kroater og muslimer i særdeleshed.
Mod slutningen af 1980’erne, begyndte dele af det kroatiske historikermiljø at kritisere og fordømme den serbiske folkedrabshistoriografi. Man opfattede tonen som anti-kroatisk, hvad den til tider vitterligt var, og man hævdede at de antal af ofre, som blev anslået fra serbisk side, var opblæste. Samtidig opdagede såvel offentligheden som dele af historikermiljøet i Kroatien den såkaldte ”Bleiburgtragedie”: Ved krigens afslutning havde de allierede afvist en stor gruppe flygtninge, bestående hovedsageligt af ustasha-, chetnik- og forskellige militssoldater, men antagelig ledsaget af flygtende civile. Denne blanding af krigsfanger og flygtninge blev udleveret til partisanhæren, som dræbte mange, dels i militære sammenstød, men primært under forcerede marcher og i fangelejre. Bleiburgtragedien blev opfattet som en national kroatisk tragedie, i nogen grad som modstykke til, hvad Jasenovac var for serberne. I de mest vulgære udlægninger blev skyldsspørgsmålet også nationaliseret og partisanerne ligestillet med serbere, der vitterligt var overrepræsenteret i partisanhæren.

Historiebrug og folkedrab i 1990’erne

Efter Milošević med en ny kompromisløs nationalistisk linje var blevet leder af det serbiske kommunistparti, var forholdene mellem de jugoslaviske nationer anspændt. Tematiseringen af fortidens massakrer og folkedrab måtte uvægerligt skærpe de tilspidsede relationer yderligere.
Da Tudjman blev valgt som præsident i Kroatien fik den kriseramte jugoslaviske føderationsstat endnu en nationalistisk leder. Tudjman var historiker og benyttede, i lighed med Milošević, bevidst historiske symboler og referencer i sin politiske kommunikation. Uden nogensinde at få taget reel afstand fra Ustasha-staten og dens forbrydelser indførte Tudjman-administrationen en række officielle symboler, som stor lighed med Ustasha-statens. Det kroatiske flag, der er ternet i rødt og hvidt, og møntenheden kuna har, skønt begge dele er hentet fra den kroatiske middelalder, påfaldende ligheder med symboler brugt i Ustasha-staten.
Som historiker var Tudjman kendt for nationalistisk kroatiske synspunkter. Han havde desuden hævdet, at Jasenovac-lejren havde udviklet sig til en slags myte, og at tabstallene for var voldsomt opblæste. Det sidste havde han ret i, selvom Tudjmans eget tal – omkring 40.000 – på den anden side klart er for lavt. Det afgørende er imidlertid den totale mangel på hensyn til de kroatiske serberes følelser i forbindelse med Anden Verdenskrig og Ustasha-statens folkedrab – som nogle af dem fremdeles kunne huske. Da serbiske politifolk og embedsmænd blev udrenset fra den kroatiske administration, reagerede serbisk-dominerede landsbyer i Krajina-området med blokader og opstande i sensommeren 1990.
I 1990 og 1991 gennemførtes en række udgravninger af massegrave fra Anden Verdenskrig. I Kroatien udforskede man grotter, som partisaner angiveligt havde fyldt med myrdede ustasha-folk, og ifølge nogle beretninger også med helt almindelige civile, der var blevet ofre for partisanernes terror. Skeletterne blev taget op og genbegravet kirkeligt med stor interesse og mediebevågenhed. Også serbiske medier bragte reportager og direkte billeddækning af udgravninger af massegrave med ofre for ustashas massakrer i Bosnien og Hercegovina. Igen blev skeletterne registreret, sorteret og genbegravet.
Dermed blev de mest håndgribelige beviser på fortidens grusomheder, ofrenes jordiske rester, formidlet til det bredest mulige publikum i en situation med yderst spændte politiske forhold mellem de jugoslaviske nationer og med nationalistiske politiske dagsordener i både Serbien og Kroatien.

Med krigene i Jugoslavien i 1990’erne blev Anden Verdenskrigs jugoslaviske massakrer brugt politisk til at mobilisere støtte både internt og eksternt. Serbiske krigspolitikere legitimerede deres indsats ved at hævde, at krigene i Kroatien og Bosnien var en fortsættelse af Anden Verdenskrig og opgøret med ustasha. Da mindesmærket for Jasenovac-lejren blev vandaliseret i 1991 appellerede den serbiske regering til Unesco og det internationale samfund både om beskyttelse af monumentet og om indgreb mod det ”fornyede folkedrab mod serberne”.
I Bosnien mindedes både muslimer og serbere deres ofre fra Anden Verdenskrig. Skønt mange ofre var faldet samme steder – for eksempel ved Drina-floden som udgjorde grænsen til Serbien – blev disse mindeceremonier holdt i adskilte nationale enheder. Siden dræbte både serbiske, kroatiske og muslimske militser civile i Bosnien. Muslimerne, nu bosnjakkerne, led dog hårdest og blev primære ofre for etnisk udrensning og folkedrab. Blandt dele af det muslimske historikermiljø opfattes Anden Verdenskrig og Bosnienkrigen i 1990’erne i dag som to sider af samme sag, nemlig gentagne folkedrab og etniske udrensninger. I denne nationale fortælling fylder andre ofre – herunder de serbere, der blev dræbt af muslimske ustashaenheder i 1941 eller af muslimske militser omkring Srebrenica i 1992-1993 – kun ganske lidt.

Således er Anden Verdenskrigs og massakrernes historie gentagne gange vendt tilbage og blevet brugt i politisk og nationalistisk øjemed i det tidligere Jugoslavien. Den manipulerende brug har desværre ofte overskygget den gode og saglige historieforskning, som også er publiceret. Brugen af historien blev gjort betydeligt lettere af det faktum, at krigens og massakrernes historie allerede blev opfattet som propagandistisk og forfalsket. Skal der drages en lære deraf må det være, at historie, selv den mest grusomme, altid står til rådighed for brug og manipulation. Det eneste middel imod det er måske en åben og troværdig historieforskning.

 
 
spacer.png, 0 kB
spacer.png, 0 kB
spacer.png, 0 kB