spacer.png, 0 kB
Historienu.dk





Glemt din adgangskode ?
Har du ingen konto endnu ? Opret en konto

Samarbejdspartnere


spacer.png, 0 kB
spacer.png, 0 kB

20/08-2014: Historie-nu.dk arrow Artikeloversigt arrow Årgang 2007-08 arrow Lover man mig sikkerhed - er jeg villig til at give mit hjem for den
Lover man mig sikkerhed - er jeg villig til at give mit hjem for den Udskriv E-mail
Af Hanne Foighel   

Baruch Greenberg kan ikke forstå, hvordan voksne mennesker kan slås. Han bor i en bosættelse på Vestbredden, mener der er rigeligt plads til alle men rider ikke på principper.

Ikke så snart var Seksdageskrigen forbi, før hundredetusinder af israelere strømmende til Jerusalem for at se den Gamle by og for første gang besøge Grædemuren. Blandt dem var Baruch Greenberg - omend endnu ufødt i sin moders liv. Han kom til verden små to måneder senere.

Baruchs far, der var rabbiner ved en religiøs skole- yeshiva- i byen Yavne syd for Tel Aviv, var under krigen indkaldt til reservetjeneste. Lige så snart han afmønstrede, rejste han med sin højgravide kone til en tante i Jerusalem for at feje Ugefesten – den jødiske pinse – og besøge de helligste steder.

Baruch er vokset op i det, der i Israel kaldes den nationalreligiøse lejr.

»Vi opfatter tingene anderledes. For os var resultatet af Seksdageskrigen et mirakel. Det var opfyldelsen af den forudsigelse som Rabbiner Kook, den nationalreligiøse ideologis grundlægger, allerede 100 år inden havde forudset. Et første skridt i retning af religiøs forløsning. Statens oprettelse i 1948 var det første skridt, og så med et slag kom alle de steder, vi i århundrede havde drømt om, Nablus, Hebron og Jerusalem, tilbage på jødiske hænder«.

Som barn besøgte Baruch ind imellem Jerusalem og Grædemuren, men husker mest oplevelserne som drengen fra provinsen, der kom til en spændende by med gamle smalle gader. Ikke som en religiøs oplevelse. Det var først, da han nåede til det religiøse gymnasium, han blev undervist i den nationalreligiøse ideologi. Som soldat forstod han, at det ikke var helt så ligetil.

»Jeg blev indkaldt i 1986. På det menneskelige plan har jeg svært ved at stille mig over et anden menneske. Som soldater patruljerede vi i Jenin og i Qalqiliah. Den værste oplevelse var, da en idiot af en officer krævede, at vi religiøse soldater skulle demonstrere vores magt ved at arrestere en ældre mand og slå ham. Ingen af os ville, men han tvang os. Det var rædsomt. Der begyndte jeg at forstå, at her foregår noget helt ulogisk, for første gang forstod jeg, at der var mennesker bag al snakken om palæstinensere«.

Baruch nægter at se konflikten i sort-hvid, hvor kun en part bærer skylden.

»Det er en meget sammensat konflikt. For os jøder er der noget helt uløseligt ved, at venstrefløjen slet ikke ser fortiden og højrefløjen ikke ser fremtiden. Det kan ikke fungere sådan«.

Baruch og hans kone flyttede til bosættelsen Ofra i 1992. Intifaden rasede. Hver dag blev deres bil overdænget med sten, når de kørte de gennem de palæstinensiske nabobyer Betunia og El Bireh. De flyttede ikke til Ofra, fordi de absolut ville bo på den anden side af ’den grønne linie’.

»Vi flyttede her ud på trods af den ’grønne linie’. Der er et godt miljø her, og det er ikke noget problem at bo her. Hele denne konflikt er idiotisk. Jeg forstår ikke, at voksne mennesker slås. Kampen om landet forstår jeg, men jeg generer ingen, og palæstinenserne her ved siden af os generer ingen. Den israelske venstrefløj er mindre bekymrede for palæstinensernes velfærd, end de er vrede over, at jeg bor her«.

For at komme til Jerusalem 15 km væk skal Baruch køre langs den israelske sikkerhedsbarriere. Lige inden Jerusalem-checkpointet omkranser hegnet tre palæstinensiske huse.

»Jeg ved ikke, hvilke idioter, der har besluttet, hvor det hegn skal gå. Det er svært at tro, at nogen normale mennesker har taget en beslutning, der adskiller tre familier fra omverdenen. Det er et tegn på svaghed, at et folk bygger mure omkring sig. Vi er i dag nøjagtig tilbage i 1967«.

Baruch er realist. Han frygter situationen kan føre til nedsmeltning, som var det hele en computer og den eneste løsning er at trykke på re-set. Og så langt, siger han, vil han ikke tænke.

»Jeg sidder ikke her i Ofra fordi stedet er helligt. Jeg er villig til at opgive mit hus, men ikke for enhver pris. Hvis det betyder, at jeg kan gå på gaden i Jerusalem og ingen sikkerhedsvagt afsøger min taske, fordi ingen forsøger at slå mig ihjel, så flytter jeg«.

Baruch fylder 40. Han er bryllupsfotograf med speciale i ortodokse jødiske bryllupper. Han er gift med Zila, der er tandteknikker. Parret har 5 børn.

 
spacer.png, 0 kB
spacer.png, 0 kB
spacer.png, 0 kB